SPJUSTFROST LIVE 2020

SP-JUST-FROST er et legendarisk band FRA 1998. Det startede på den lille ydmyge cafe BOPA på Østerbro i Kbh., og som optakt til et besøg i USA 1999, indspillede trioen i efteråret 98 live-cd´en “Live In CPH”. Cd’en opnåede kultstatus, fortrinsvis blandt unge mennesker, der med SP-JUST-FROST fik et dansk liveband, der spillede så man blev hensat til de skumle barer og listige værtshuse i New Orleans.

Med et solidt pladesalg i ryggen gik trioen i studiet I 2000 og indspillede DET klassiske album “Get In The Groove”, nu med egne numre blandet med New Orleans klassikere som ”Tipitina” og ”St. James Infirmery”. Trioen fik nu for alvor fat i publikum, som mødte talstærkt op til koncerterne, der gik fra de mere ydmyge værtshuse til de store etablerede scener som bl.a. Tobakken i Esbjerg, Posten i Odense, Det Bruunske Pakhus i Fredericia og Fermaten i Herning, hvor bandet i 1999 fik en Live-pris.

Opmuntret af succesen med at selvfinanciere albumindspilninger (og tjene penge på scenesalget), lavede SP-JUST-FROST i 2001 en live-indspilning på Christiania Jazzklub i Kbh. Det blev til albummet ”Love From Above”, som også indeholdt den alternative slagsang ”Op Og Stå” til det danske fodboldlandshold, der samme år skulle deltage i VM i Sydkorea, hvor trioen skulle optræde som en del af et kulturfremstød under netop VM.

Tilbage i DK gik de glade gutter nok en gang i studiet, hvor de indspillede ”Peace In The Valley”, der med gæster som bl.a. John Scofield OG POUL HALBERG, satte en tyk streg under trioens førerposition i forhold til at formidle New Orleans funk og blues til danske ører og publikummer.

For at prøve noget nyt indspillede bandet i 2004 et album bestående udelukkende af egne numre MED danske tekster, og det år kunne hele det ganske, danske land konstatere, at SP-JUST-FROST var overbeviste om, at “ 04 Bliver Et Fedt År”.

Med fin radio-airplay og udsolgte koncerter på klubber over hele landet, gik trioen i studiet og indspillede sit sidste album, "Ryst Den Ting”, der nok en gang bød på danske tekster og trykkede endnu mere på New Orleans-gaspedalen i forhold til beats og grooves. Trioen spillede nu store jobs i København, så Amager Bio og Pumpehuset var som regel udsolgt, når bandet kiggede forbi. I særdeleshed trak deres støttekoncert til fordel for New Orleans i forbindelse med orkanen Katrina i september 2005, overskrifter og fulde huse.

I 2007 blev Esben Just, Søren Frost og Henrik “SP" Schou Poulsen enige om at prøve noget andet, og SP valgte at træde ud af trioen. Dermed blev der sat en stopper for trioen, der i den grad kickstartede den New Orleans-bølge i Danmark, som stadig ruller den dag i dag. En stopper, der skulle vise sig heldigvis kun at være midlertidig. For nu er de tre funky musikere samlet igen og SP-JUST-FROST er atter en gang klar til at sprede funky glæde, musik og kærlighed på deres kommende Danmarksturné.

Ikke nummererede siddepladser

Billetpris 195,- + billetgebyr

Torsdag den 8. oktober kl. 20:00